Holmegaard Værk
Specielle AV-løsninger til nyt designmuseum
Holmegaard Værk i Fensmark ved Næstved er Danmarks nye museum for glaskunst, keramik og design. Stedet er det gamle berømte Holmegaard Glasværk, der nu genskaber et levende glasværk og danner ramme om skiftende udstillinger, oplevelser, erhvervsudvikling og uddannelse.
Opgave:
Ved ombygningen af det gamle glasværk til moderne designmuseum ønskede Museum Sydøstdanmark en totalleverandør, der kunne stå for levering og installation af specielle AV-løsninger i høj kvalitet og æstetisk flot design på både lyd- og billedsiden. Det var meget vigtigt for museet at bevare så meget som overhovedet muligt af det oprindelige glasværk, og AV-løsningerne skulle passe perfekt til industribygningerne på en diskret måde.
Løsning:
AV-Huset har stået for den komplette AV-leverance til Holmegaard Værk inkl. installation, programmering, projektstyring og dokumentation. Vi har tilpasset det topmoderne AV-udstyr, så det passer diskret ind i det gamle glasværk og samtidig er nemt at betjene for personalet.
Løsningen på museet består bl.a. af:
Transparente LED skærme
En af specialløsningerne til Holmegaard Værk er LED skærme, som er gennemsigtige – både når der ikke er billeder på, men samtidig også med mulighed for at vise billeder, hvor gennemsigtigheden bevares. Det er transparente LED skærme, hvor dioderne ikke sidder helt tæt, så man kan fornemme, hvad der er bagved skærmen.
For museet har det været meget vigtigt at bevare så meget som overhovedet muligt af det oprindelige glasværk, og LED skærmene med sorte eloxerede aluminiumsrammer passer perfekt til industribygningen.
Skærme i plakatformat
Bag velkomstskranken i den moderne hovedbygning hænger tre traditionelle pro skærme. Ledningerne er fuldstændig skjult og skærmene er vendt på højkant. På den måde får skærmene plakatformat, hvilket giver et rigtigt flot udtryk og er velegnet til information. Skærmene kan holde til at køre døgnet rundt 365 dage om året i op til syv år.
Specialdesignede kuglehøjttalere
En anden specialløsning på museet er de små kuglehøjtalere. Det er specialbyggede aluminiumskugler designet i Skotland, som sørger for, at lyden kun kan høres et bestemt sted og ikke spredes, som ved en almindelig højtaler. Disse små højtalere bruges til at skabe lydbilleder fra produktionen, efterhånden som gæsterne passerer de forskellige steder, så fornemmelsen af ”maskiner i drift” bliver en del af oplevelsen.
Klimakabinet til temperaturregulering for laserprojektor
AV-Huset leverer også hardwaren til laserprojektet, som det danske studio Dark Matters har leveret til museet.
Udstyret skal kunne holde til store udsving i temperaturen, da der – som førhen – stadig ikke er isoleret i produktionsområdet, så det er så autentisk som muligt. Men det gør også, at der bliver rigtig koldt, når ovnen en gang om året slukkes i en måneds tid for at få sit årlige tjek. Andre gange vil der være rigtig varmt. Laserprojektoren er derfor placeret i et specielt klimakabinet, der selv regulerer kulde og varme, så teknikken ikke tager skade af udsvingene.
Varmebestandige kameraer filmer i ovn
I fabrikshallen pustes der stadig glas, mens publikum ser på. Bag ovnene er monteret varmebestandige kameraer, der er luftafkølet og kikker ind i ovnene, der har en temperatur på 1300 grader, så når glaspusterne putter glaspiben ind med glaslegemet, så kan publikum følge med på skærmen. Normalt er varmebestandige kameraer meget dyre, men vi fandt frem til, at kameraer, som bliver brugt på kraftvarme værker, var til at betale og med lidt snilde kunne de også bruges her, så publikum kan følge med i arbejdet fra mange vinkler.
Centralt lydanlæg i præsentationshal og ved ovne
Til gengivelse af lyd i disse områder har vi valgt et centralt lyd- og kontrolsystem, som kan styres fra begge positioner via et betjeningspanel. Det er et netværksbaseret system, som er meget fleksibelt. For at gøre oplevelsen autentisk er den topmoderne teknik, der styrer lydstyrken til glaspusternes mikrofoner, når de taler til publikum, skjult i en af de gamle bokse, som blev brugt i årevis på glasværket.
Komplet rigsystem
Derudover har AV-Huset leveret komplet rigsystem i en diskret sort pulverlakering med alt nødvendigt hardware, samlinger og komponenter. Til løsningen er anvendt en kvalitetskonstruktion med broer opbygget i trekantsprofiler ophængt i kædetaljer.
Styring af alle elementer i udstillingen
Al AV-teknologi i udstillingen styres af en central kontrolenhed, så det er nemt at betjene udstillingen. Således tænder og slukker alt lyd, projektering og skærme for eksempel med et enkelt tryk på panelet i receptionen. Det er ligeledes muligt at tilgå kontrolsystemet fra distancen og kontrollere, at alt hardwaren er i drift.
Skal vi også løse jeres AV-opgave?
Står I også med et projekt, hvor der er behov for en totalleverandør af AV? Så kommer vi gerne med et kvalificeret bud på en moderne AV-løsning til jeres projekt.
Kontakt os på telefon 5577 4030 eller info@av-huset.dk.
Se også referencer på andre museumsprojekter, vi har lavet.